På Kochs Skole tror vi på, at det er i relationen og i mødet med hinanden, at vi får styrken til  – og muligheden for  – at udfolde os og vokse som mennesker.

Formålet med fællesskaber er at opbygge tillidsfulde relationer, som skaber de bedste betingelser for både læring og trivsel. Vi skriver fællesskaber i flertal, fordi vores relationer består af mange inkluderende fællesskaber.

Et aktivt tilvalg

Når man vælger Kochs Skole, vælger man at biddrage aktivt til fællesskaberne på skolen. Det er et aktivt tilvalg for børn, forældre og ansatte at være en del af skolen, og vi forventer, at alle indgår i skolens fællesskaber og samarbejder omkring børnenes skolegang. På Kochs Skole er der plads til mangfoldighed i etnicitet, kultur og religion, således at skolen afspejler samfundet. Vi stræber efter, at børnene føler ansvar for fællesskaber på og udenfor skolen og oplever medborgerskab.

Børnene på Kochs Skole kommer fra en bred vifte af forskellige kulturer, og vi tilstræber at inddrage de muligheder og ressourcer, der ligger i diversiteten. Vi har gode erfaringer med f.eks. at invitere forældre eller bedsteforældre til at komme og fortælle om egen skolegang, til at lave mad sammen med børnene og give et indblik i, hvordan det har været at vokse op i en anden kultur.