Kochs Skole er i dag byens største privatskole med plads til 580 elever, og med 150 år på bagen er vi også en af de ældste privatskoler i Aarhus.

Historien

Kochs Skole blev grundlagt i 1866 af Sofie Lindhard. Det var en pigeskole, og den begyndte med 3 elever, der dog hurtigt blev til flere.

I 1916, hvor skolen havde 74 elever, solgte Sofie Lindhardt skolen til Nicoline Koch. Skolen boede da til leje i to etager i Christiansgade 18.

Nicoline Koch søgte straks og fik eksamensret til at føre pigerne op til mellemskole- og realeksamen.

Dengang var der tradition for, at private skoler havde ejerens navn, så derfor kom skolen til at hedde N. Kochs Skole. Nicoline Koch byggede i 1918 skolebygningen på Åboulevarden 67, hvor vi havde til huse indtil marts 1989.

I 1932 døde Nicoline Koch, og Kirstine Nordby købte skolen; der var da godt 200 elever. Hun optog i 1937 de første drenge og gjorde skolen til fællesskole.

Under fru Nordby nåede skolen midt i 50’erne sit dengang største elevtal – ca. 550 elever. Der var 36-40 elever i klasserne, og set med dagens øjne, må der på enhver måde siges at have været overfyldt. Det siges, at børnene ikke kunne løbe i skolegården i frikvartererne. De fyldte så meget, at de kun kunne gå rundt – endda kun i én retning!

I 1963 solgte fru Nordby skolen til forældrene. I skolens første 97 år var den altså privat eller personligt ejet af skolelederen. I de sidste knap 50 år har den været en selvejende institution, og det vil i dette tilfælde sige, at den til enhver tid værende forældrekreds på skolen ejer den. Forældrekredsen beslutter skolens vedtægter og dermed skolens formål.

Siden skolen blev en selvejende institution, har den haft mellem 350 og 585 elever. De 500 elever nåede vi dog først, efter at vi i 1989 solgte skolen på Åboulevarden og overtog den nedlagte kommunale Finsensgades Skole på Trøjborg.

I 2016, i forbindelse med skolens 150 års jubilæum og ny hjemmeside samt logo, valgte Fællesbestyrelsen blot at kalde skolen Kochs Skole, som er det navn, de fleste kender og omtaler skolen som.

Skolen har haft 6 ansatte skoleledere Eske Nielsen (1963-68), Erik Holm-Andersen (1968-77), Stig Madsen (1977-2010), Lisbeth Qvortrup (2010-2019) og Jens Degn (2019-2022). Den nuværende skoleleder, Käte Dybdahl, blev ansat i 2022.