Skrevet af Lene Skovmose Vestergaard, lærer på grøn-blå og forælder i 0. klasse, 07.10.13
Gul etage. To grinende elever går lige forbi os, da min søn og jeg udstyret med et ”overlevelseskit” bestående af skoletaske, rygsæk, tæppe og løbehjul ankommer til en ny og anderledes skoledag. Oliver, min søn i 0.a, har i forvejen beklaget sig over, at han ikke har måttet have sin mor med i skole, når de andre børn har deres forældre med. Men i dag er som sagt en ny og anderledes skoledag, så i dag skal jeg ikke ”i skole”.
I fællesrummet møder vi mange glade og forventningsfulde forældre, der i stedet for den vante arbejdscomputer nu sidder med legoklodser og tegnegrej i hænderne. Heldigvis er de omgivet af hjælpsomme børn og dermed i gode hænder. Vi mødes med ”hej” fra alle sider; rummet nærmest sitrer af positiv energi, og jeg når at tænke: ”Bare også jeg kunne tilbringe dagen med O.a, og fortællehuler”. Ord udveksles, sønnen kysses farvel og så af sted på pædagogisk (op-)tur.
Vi ankommer til smukke omgivelser; (den gamle stationsbygning i Gjerrild) – og til et morgenbord, der bugner af lækkerier. ”Nå, vi skulle så ikke have spist hjemmefra”, tænker jeg, mens jeg går på opdagelse i fristelserne. Mad. Mere mad. Hele tiden mad og af den slags, man selv på fuld mave ikke kan undgå at påskønne og spise mere af.
Omtåget af glæde møder vi psykolog, Jens Andersen, der i to timer underviser os i og underholder os med ”inklusion”. Han har mange pointer, jeg kan bifalde; han vækker min forundring og min begejstring. Han siger, at børn kan det, vi forventer af dem, og at vi i vores ønske om at være empatiske og forstående skal passe på, at vi ikke stiller for små krav til vores børn og unge. Eleverne (og alle andre) må udvise ihærdighed og vedholdenhed, hvis man skal blive dygtig til noget.
Mens han taler, fyldes jeg med tanker om min egen lærergerning: Ofte har jeg stået i den situation, at elever kommer for sent til timen. Skal jeg møde mine elever med en sur mine eller anerkende dem. Jeg vælger altid det sidste, for jeg er glad for at se dem – ærgerlig over de ikke kan finde vej, men glad for, at de møder op. Er jeg da i gang med at opstille for få krav, for naturligvis burde de kunne komme til tiden? Andre problematikker fylder mit hoved, og jeg sidder vel i bund og grund og planlægger nye tiltag samt evaluerer på gamle, mens Jens Andersen konstant bidrager med krydderier, der skaber nuancer og minder mig om, hvor dejligt, men sandelig også hvor svært, det er at være lærer.
Til gengæld mindes jeg senere om, hvor dejligt og let det er at være kollega. Lærergruppen forvandles til et kor, og da der heldigvis er mange, der kan overdøve mig, lyder det faktisk godt. Der er en fantastisk stemning at spore i rummet, og vi ligner en flok flækkede træsko, da vi efterfølgende sætter os til bords igen.
For mig slutter en meget skøn dag ved et bordfodboldbord, hvor jeg ihærdigt og vedholdende øver mig. God bliver jeg ikke. Skal jeg blive det, skal der vist en hel del flere pædagogiske døgn til.
Og O.a? De havde en vidunderlig, anderledes dag i selskab med forældre, der hyggede sig med og om eleverne.