Skrevet af Sofie Ahlgren, medlem af Forældrebestyrelsen og forælder i 0.b, 07.02.14

Hvor kreative skal vi være? Og er vi kreative på bekostning af fagligheden – eller er kreativiteten med til at løfte fagligheden? Profilanalysen har sat gang i et spændende arbejde i bestyrelsen.

Skolens kreative miljø er på top tre over afgørende grunde til, at forældre vælger N. Kochs Skole til deres børn. Det viser den profilanalyse, vi forældre, elever og medarbejdere svarede på for nyligt. Vigtigere end det kreative miljø er kun skolens sociale miljø og værdigrundlag. Men også her, handler det om kreativitet. Der står i værdigrundlaget, at vi ønsker en skole, ”hvor børn og voksne har lyst til at arbejde kreativt.” Der står videre, at vi ”værdsætter nytænkning og har mod til forandring”. Musikskole, dramatilbud og de større elevers kreative specialer er udtryk for skolens fokus på kreativitet og forskellige former for intelligens.

Analysen peger på, at vi er glade for alt det kreative. Vi sætter pris på emneugerne, festerne, lejrskolerne, musikken og en undervisning, der fremmer kreativitet og nysgerrighed. Vi vurderer, at eleverne er selvstændige, gode til at samarbejde og særligt gode til de praktisk musiske fag. Og her sker der noget interessant. I analysen spørger vi både til vigtighed og enighed. Generelt scorer vigtighed over enighed, men på spørgsmålene om skolens vægtning af det kreative, er forskellen minimal. Når det handler om elevernes kompetencer i de kreative fag, overstiger enigheden vigtigheden. Nogle forældre bekymrer sig lidt om fagligheden. Lærer de nu nok? Og det spørgsmål hænger måske – måske ikke – sammen med en usikkerhed på, om kreativiteten prioriteres på bekostning af fagligheden.

Det giver anledning til at spørge; skal skolen nedprioritere kreativiteten?

Imod det taler, at vi overordnet er godt tilfredse med elevernes kompetencer ifølge profilanalysen. Og hvis vi lader de didaktiske argumenter hvile for nu og kigger på karaktergennemsnittene, ser det ikke ud til, at fagligheden lider. Ved afgangsprøverne scorer eleverne fra Kochs ottende højest karaktergennemsnit ud af 62 skoler i Aarhus.

Vi har i bestyrelsen valgt at bruge et arbejdsdøgn i marts på at lade os inspirere af analysen og kigge på skolens profil. Det handler blandt andet om kreativiteten og fagligheden. Vi skæver selvfølgelig også til folkeskolereformen og resten af verden omkring os, når vi spørger, kan vi blive en endnu bedre verdens bedste skole for børn?

Train-koncert-november-2013-04