Skrevet af Lisbeth Qvortrup, skoleleder, 18.12.14

… sagde to unge piger, jeg mødte.

Den profilanalyse, vi lavede sidste år, viste meget stor tilfredshed med den måde, vi er skole på, med det fundament Kochs Skole bygger på, med kulturen og med de ting vi vægter. Men hvad er det egentlig?

Det er svært at kommunikere klart og præcist, hvad der gør Kochs Skole til et helt særligt sted.

Det bygger ofte på en følelse, vi, der er en del af skolen, har. Jeg hører ofte sætninger som: ”Der er sådan en særlig ånd”, ”Man kan mærke det, når man kommer ind på etagen” eller ”Det er i sådan en situation, vi er glade for Kochs”.

Jeg ved præcis, hvad de mener.

Men hvad siger vi, når vi bliver spurgt af nogle udefra. Nogle der måske overvejer om deres børn skal gå på Kochs Skole? Hvordan er det man kan mærke, at man har valgt at sætte sine børn på Kochs Skole frem for en anden skole?

Hvad er det særlige ved skolen?

Det skal fremgå af de værdier der gennemsyrer vores måde at være sammen på og af den vision, der fortæller, hvad det er, vi stræber efter, hvad vi gerne vil opnå med dét, vi laver.

Der er 7 sider i folderen, der prøver at indramme det, men med så mange ord, at de næsten mister kraften.

Vi har sat os for at omskrive vores vision og vores værdier; -ikke ændre dem, for vi er glade for dét, vi gør, men vores vision og værdier skal vi kunne sætte ord på, så vi kan kommunikere det ud.

Bemærkningen fra de unge piger, der var gået ud af Kochs Skole for 5-6 år siden efter henholdsvis 10 og 2 år på skolen, gav os inspiration til at re-formulere vores vision.

De satte ord på dét, det hele handler om. Hvordan oplever børnene skolen?

Kan de se tilbage på deres skolegang med glæde og stolthed?

Vi har formuleret en vision for N. Kochs Skole, med udgangspunkt i børnene:


Alle der har gået på Kochs Skole, skal kunne sige:

Jeg gik glad i skole hver dag

Jeg følte mig set

Jeg fik lov til at lege og le

Jeg blev udfordret

Jeg lærte at være sammen med andre

Jeg mødte begejstring og engagement

Jeg blev dygtig

Jeg fik mod og lyst til at lære mere

Jeg er stolt af min skole

 

Når jeg går rundt på skolen og oplever børnene sidde på gangen og samarbejde om at løse en opgave, bliver mødt af smilende børn, der gerne vil fortælle mig om en god oplevelse, når jeg taler med forældre til et barn, der er flyttet skole som med rørt stemme fortæller, hvad det har betydet for deres barns selvværd, oplever emneuger med engagerede børn og voksne, når jeg oplever lærerne gøre en ekstra indsats, når de mærker, at et barn har behov for det, når jeg ser 48 børn på 6. årgang sidde fordybet i deres bøger, når jeg hører en lærer træde ind i klassen om morgenen med et ”Godmorgen søde børn”, når hele skolen er samlet i Askesalen for at synge sammen og se nogle optræde, når præsten fortæller, at de børn de har til konfirmationsforberedelse fra Kochs Skole kan noget særligt, når to piger stolt kommer ind på mit kontor for at vise mig noget, de har lavet, når jeg ser børn hjælpe hinanden med at løse konflikter i frikvarteret, når jeg mødes med elevrådet, der engagerer sig i deres egen og kammeraternes skolegang, når jeg oplever børnene blive på skolen efter skoletid for at være sammen, når 100 børn og deres lærere knokler for at lave en musical eller når over 600 forældre bakker op om et arrangement, der skal sætte fokus på vores fælles ansvar for skolen, …. Så tror jeg på, at vi er på vej mod vores vision.

Tusind tak til jer alle; børn, forældre og medarbejdere, der bidrager til det.

I en tid, hvor folkeskolen også har gode intentioner, men hvor der desværre er mange, der ikke synes, de lever op til dem, er det et privilegium at være på et sted, hvor børn og forældre er stolte af deres skole og hvor alle gør en indsats for, at det kan være sådan!

Et intenst år med mange forandringer og udfordringer i skoleverdenen, også på Kochs Skole, er ved at være slut.

På lørdag er der juleafslutning, hvor vi alle sammen mødes i kirken og ønsker hinanden en rigtig god jul.

Der plejer altid at komme mange tidligere elever til juleafslutning.

Traditionerne er også en vigtig del af den skole, de er stolte af at have gået på.

Rigtig glædelig jul til jer alle.

Tusind tak for i år, jeg glæder mig til næste år sammen med jer.